Menu

Første sæsonsejr til AB Tårnbys DS-herrer

image
14. oktober 2018 kl. 10:34
Så kom ABT’s bedste herrer for alvor i gang med sæsonen med en flot sejr på udebane over Karlslunde.

Det lignede på forhånd en svær kamp, da AB Tårnbys bedste herrehold i Danmarksserien var på besøg i Karlslunde, som inden kampen lå nummer fire med 17 point, mens ABT lå sidst i rækken med kun to point. Samtidig manglede vi fem stamspillere til kampen. Mohamed Azaquoun, Anders Nielsen og Sebastian Zaar var ude med skader, anfører Nisahr Yawar havde karantæne og den unge back Oliver Nielsen var på ferie.

Vi kom også skidt fra start, da Karlslunde kom foran efter kun to minutters spil på et direkte frispark op ad den ene stolpe uden chance for ABT-keeper Yousuf Butt. Efter 18 minutter fik vi dog udlignet efter et kæmpe kiks i Karlslundes forsvar, og vores angriber Hassan Bashir kunne ubesværet sætte bolden ind til 1-1.

Efter en halv time var Hassan Bashir også tæt på at bringe os foran, da hans frispark ramte ydersiden af trekantssammenføjningen. Men 10 minutter før pausen var det desværre Karlslunde, som kom foran 2-1 efter meget svagt forsvarsspil fra os. Fem minutter før pausen var Hassan Bashir igen på spil og tæt på at udligne med et flot langskud, men vi måtte desværre gå til pause bagud 2-1 efter en halvleg, hvor vi var godt med i kampen og kom til flere gode forsøg.

Vi fortsatte de gode takter efter pausen, og efter knap et kvarters spil var Hassan Bashir igen tæt på med et direkte frispark. Efter 61 minutter fik Hassan Bashir så udlignet til 2-2 efter et godt ABT-angreb. Herefter satsede Karlslunde hårdt for en sejr, og det udnyttede vi, da hjemmeholdets offside-fælde kiksede, og indskiftede Sebastian Koldin køligt sparkede bolden ind til 2-3 føring til os otte minutter før tid. Karlslunde pressede hårdt på i slutminutterne, men vores forsvar afviste alle deres forsøg, selv om vi i overtiden fik udvist Yassin Aharrar for det andet gule kort.

Dermed kunne spillerne og trænerteamet efter kampen glæde sig over sæsonens første sejr. Dermed har ABT nu fem point, som alle er hentet i de seneste fire kampe. Det virker altså med andre ord, som om holdet nu for alvor er kommet i gang, og selv om vi stadig ligger sidst og dermed til nedrykning, er der ikke langt op til de nærmeste hold og en redning i rækken.

Fakta:

Karlslunde-AB Tårnby: 2-3 (1-2)

Opstilling: Yousuf Butt, Sangheon Jung, Emil Lundqvist, Andreas Helleberg Andersen (45: Nicklas Thode-Andersen), Jonas Christoffersen, Daniel Rønberg, Yves Sugira Rubasha, Yassin Aharrar, Abdou James Goddard (56: Sebastian Koldin), Nassim Djemai (83: Philip Løvenfald) og Hassan Bashir

ABT-mål:

1-1: Hassan Bashir

2-2: Hassan Bashir

2-3: Sebastian Koldin

Gule kort til ABT: Hassan Bashir, Yassin Aharrar og Sebastian Koldin

Rødt kort: Yassin Aharrar

Luk