Menu

Så er Faxes klumme tilbage efter ferien

image
28. august 2019 kl. 22:02
Bestyrelsens nestor, Jens ”Faxe” Jørgensen, er tilbage med sine hårde, men retfærdige domme over herresenior- og ældreholdenes præstationer.

Danmarkserieholdet startede med 2 sejre og en uafgjort. I fredags blev det til det første nederlag, da holdet mødte Frederikssund. Sejren kunne have gået begge veje, men bolden skal jo i kassen.

U21 spillede en forrygende god kamp og slog Fremad Amagers U21 hold med 3-1. Der var virkelig gode takter på AB Tårnbys hold, som primært bestod af reserver fra DS-holdet, en enkelt fra andetholdet og en U17-spiller.

Serie 1-holdet tabte den første kamp ude til Frems divisionsreserver med 0-2. Holdet var længe med i kampen, men måtte til sidst slippe taget. De spillede også en halv time i undertal på grund af 3 x 10 minutters udvisninger. I ugens kamp mod lokalrivalerne fra Tårnby FF blev det til en flot sejr på 4-1.

Serie 4-holdet spillede første kamp ude mod B93. Her blev det pointdeling med 2-2. Siden bliver det til 2 ugers pause før næste kamp.

+40 har spillet 2 kampe. Den første i Rødovre, hvor resultatet blev 2-2. I torsdags blev det så til en sejr over KFUM 2 med 4-1.

+50 vandt ude over FIX med hele 3-0. En rigtig god begyndelse, som også viser, at det var rigtigt at rykke en aldersklasse op.

+55 vandt første kamp med 4-2 ude over HIK/Skovshoved. Lørdagens kamp hjemme mod BSF kastede en ny sejr på 2-1 af sig. Det hjalp, at Per Karlsen lånte mine hurtigløbershorts.

+60 tabte første kamp uden at spille, da de vist havde glemt kampen. Til gengæld tog de revanche hjemme med en 2-1 sejr over Køge.

+60 7M er startet i vanlig overlegen stil. Først blev Fremad Amager sendt hjem med et 0-3 nederlag. Derefter fik Viktoria/ØIF/HB ørerne i maskinen med et hjemmebanenederlag på 2-12.

+65 7M startede med en 2-1 sejr ude over B93. I torsdags skulle der så følges op mod Frem hjemme. Det gik også ganske udmærket til 6 min. før tid. Her var stillingen 4-2, men overmodigheden greb holdet, så det endte 4-4.

+70 7M er startet forrygende med 2 sejre. Først hjemme med en 4-0 sejr over Lyngby. I mandags fulgte de så op med en sejr ude over B93 med 3-0. Det lover godt for sæsonen.

Luk