Menu

ABT får uafgjort i Vanløse

image
05. september 2022 kl. 21:27

Vanløse IF – AB Tårnby.

 

1-1 (1-1).

 

AB Tårnbys Divisionshold spillede lørdag eftermiddag den 5. turneringskamp ude mod Vanløse, som er kommet godt fra start i turneringen og ligger nr. 2. Selvom det var et tophold vi skulle møde, så var det afgørende nødvendigt at få ændret på den lidt dårlige stime uden mange point. Holdet var da også sat op og klar til at yde en indsats. Trænerteamet havde til kampen taget to ny spillere med på bænken. Awab Salame i stedet for sygdomsramte Dennis Kildemoes og Bayan Fenwick i stedet for storebror Nicola Saric.

 

AB Tårnby kom godt fra start med angrebslysten spil og satte sig på spillet og midtbanen fra kampens start. Man skulle hen til det 5. min. før Vanløse første gang kom i nærheden af vores målfelt. Det gjorde de så ret effektivt og kynisk på et hjørnespark, som bliver sendt ind bagerst i feltet, hvor Gran Gabiriel Pyne - Cole på et hovedstød bringer Vanløse på 1-0.  Det bremsede dog ikke vores spil, hvor AB Tårnby forsatte med et solidt pres på Vanløse. Efter et godt angreb i det 15. min. ender bolden hos den myreflittige Mehieddine Djafer-Bey i højre side. Med en lang bold ind foran målet finder han 'the Fox in the Box’ Benjamin Warlo, som med et hovedstød udligner til 1-1. Resten af halvlegen var der flere gode angreb, uden at der blev scoret yderligere. 1-1 ved pausen.

 

Efter pausen, hvor trænerteamet havde ændret lidt på opstillingen samt fortaget en enkel udskiftning, var det Vanløse, som kom bedst fra start. Efterhånden overtog AB Tårnby mere af spillet og kom til flere gode chancer uden at score. Vanløse pressede dog på for at få scoret, men et velorganiseret AB Tårnby hold stod for presset. I de sidste ti minutter lagde AB Tårnby et solidt pres på Vanløses mål, og det virkede som om det var AB Tårnby der var mest opsatte på at få de 3 point med hjem til Amager. 

 

Det var en særdeles god og velspillet kamp mod et af de bedste hold i rækken. For første gang i sæsonen så vi det spil, som AB Tårnby kan. Der var organisation og vilje i holdet. Stor vilje til at komme tilbage og stå godt i forsvaret. Specielt det sidste har været en mangelvare i de første kampe. Hvis holdet kan fortsætte på den måde og vise den kynisme, som der var ved vores udlignende mål, så ligger der mange point og venter.

Slut resultatet 1-1.

 

Dagens hold: Viktor Michaelsen - Ahmed Alswafi - Jacques Bang Sørensen - Bjørn Paludan - Boris Saric (46 Awab Salame) Ruben Pedersen (63 Mohammad Shabban Hussain) - Mathias Malte Johannsen (86 Marius Rybner) Luca De Biase (21 Marcus Weiss) - Mehieddine Djafer-Bey - Benjamin Warlo - Morten Rønne (63 Bayan Fenwick).  

 

Mål: 5. min. Gian Gabriel Pyne – Cole.

  1. min. Benjamin Warlo (ass. Mehieddine Djafer-Bey) 

 

Næste kamp er hjemme på Uganda Ground lørdag den 10.september kl. 14.00, hvor vi får besøg af Næsby BK, som er kommet bedre fra start end AB Tårnby. Næsby har efter dages kamp har 10 point, så det er igen en stærk modstander. Kan AB Tårnby følge op på det gode spil fra i dag, så ligger der point og venter.

 

Luk