Menu

ABT åbnede forårssæsonen med sejr og topper fortsat DS

image
28. marts 2022 kl. 14:19

AB Tårnbys bedste herrehold vandt forårspremieren 2-1 hjemme over bundholdet Skovshoved. Dermed blev forspringet i toppen af danmarksserien udbygget til seks point.

 

Der var gensyn med et kendt ansigt og goddag til et helt nyt i startopstillingen, da AB Tårnby lørdag åbnede forårssæsonen i danmarksserien med en hjemmekamp på kunstbanen på Ugandavej mod bundholdet Skovshoved. I målet kunne vi sige velkommen tilbage til den tidligere keeper og anfører 32-årige Yousuf Butt, som er vendt hjem til ABT efter et år i Ishøj. Og på den centrale midtbane var der officiel debut til 23-årige Ruben Pedersen, som de seneste år har spillet collegefodbold i USA og tidligere har spillet blandt andet 2. division i Skovshoved og ungdomsfodbold i landets bedste U17- og U19-række for Vejle og FC København. 

Det var en stille start på kampen, og der var spillet 21 minutter, før ABT-topscorer og anfører Benjamin Warlo fik kampens første chance, men vinklen blev for spids til, at han kunne få dirigeret sit hovedstød i nettet. Men bare minuttet efter var der gevinst, da den offensive midtbanespiller Luca de Biase med en flot afslutning uden for feltet sendte bolden i nettet til 1-0 efter bandespil med kantspilleren Morten Rønne. Derefter dominerede ABT resten af første halvleg, og både Morten Rønne og hans kollega på den anden kant, Mehieddine Djafer-Bey, havde gode skudforsøg, uden at netmaskerne kom til at blafre, og pausestillingen var 1-0 til hjemmeholdet.

Det var desværre gæsterne fra Skovshoved, som kom bedst ud efter pausen. Og efter 10 minutter var det nær gået galt, da et bragende langskud ramte overliggeren bag Yousuf Butt, men heldigvis gik bolden ikke i mål. Lidt senere måtte Butt også hive en vigtig redning frem for at modstå Skovshoveds pres, og i stedet kunne Benjamin Warlo efter 25 minutter fordoble ABT’s føring med en perfekt nedtagning og afslutning på indlæg fra venstrebacken Nisahr Yawar. Derefter døde kampen lidt hen, men seks minutter før tid måtte Butt dog igen vise klassen, da han reddede en Skovshoved-friløber. I det sjette minuts overtid fik Skovshoved reduceret til slutresultatet 2-1, da bolden faldt ned til Mads Peter Hansen uden for feltet, som flot bankede den ind.

Uden at spille prangende tog ABT dermed en fortjent sejr i forårspremieren, og endnu bedre betød det, at forspringet til forfølgerne i toppen – naboerne fra Tårnby FF – blev udbygget til seks point, da TFF kun fik uafgjort i weekenden. Den næste kamp for ABT er på lørdag klokken 14.00 på kunststof banen i GVI  mod KFUM, som ligger nummer tre i rækken, 11 point efter ABT. Den indbyrdes kamp i efteråret endte 2-2 i Tårnby.

 

ABT-Skovshoved: 2-1 (1-0)

1-0: Luca de Biase (assist: Morten Rønne)

2-0: Benjamin Warlo (Nisah Yawar)

2-1: Mads Peter Hansen

 

ABT-holdet: Yousuf Butt – Patrick Szankowski, Boris Saric, Jacques Bang Sørensen, Nisahr Yawar – Bilal Masaad, Ruben Pedersen (70: Nicklas Bondo Andersen) – Morten Rønne (70: Sebastian Segall), Luca de Biase (92: Ilias Abdalas), Mehieddine Djafer-Bey – Benjamin Warlo (anf.)

Ikke benyttet: Brian Murray (ny målmand fra Amager FF), Ahmed Alswafi (ny back fra Brønshøj) og Nicholas Oguma

Gult kort til ABT: Mehieddine Djafer-Bey 

Luk