Menu

Tilbageblik på sidste uges resultater for herresenior- og ældreafdelingen

image
30. april 2019 kl. 21:58
ABT-bestyrelsesmedlem Jens ”Faxe” Jørgensen kigger nærmere på resultaterne for herrerne og de ældre i uge 17.

Ingen tvivl om, at 1. seniors sejr over et godt spillende Karlslunde mandskab vakte stor glæde. 1. senior har nu ikke tabt i fire kampe og fået 10 point. Det betyder, at sidstepladsen er langt væk. Vi er nu tredjesidst og er inde i en god stime. Der var selvtillid og spilleglæde hos holdet i lørdagens kamp. Der venter flere point forude.

2. senior måtte onsdag aften nøjes med 2-2 ude mod Valby. Det var ikke ligefrem prangende. Søndag tog de så revanche og udklasserede HIK på kunsten i Tårnby. Godt spil og stor spilleglæde udmøntede sig i en 6-1 sejr. Hermed rykkede holdet op som nr. tre.

3. senior indkasserede sit andet nederlag med et nederlag på 2-4 til Union. Oven i købet på hjemmebane. Nu har de lagt sig til rette på sidstepladsen i rækken, hvor de selvfølgelig ikke bliver.

7M veteran fik en smal hjemmesejr mod Åkanden. Det er i dette tilfælde et fodboldhold fra Hvidovre. Veteranerne må nøjes med en andenplads i rækken.

11M +50 fik et ganske godt resultat med hjem fra besøget hos GVI. 1-1. Men det bringer dem absolut ikke bort fra bunden. Sæsonen er jo lang, så de kan nå mere.

7M +50 kører videre i samme spor som hidtil. De får spillet noget bold og blæser på pointene. Det er jo helt olympisk: Det er vigtigst at deltage. 2-9 blev det til på Uganda Ground, da de forsøgte at vælte FC Babylons mure.

11M +55 holdet kører anderledes på. Det blev til en 2-0 sejr over AB. Holdet er ubesejret og ligger på andenpladsen med samme antal point som nr. ét. I øvrigt har de første fire hold alle syv point.

7M +60 holdet var en tur i Farum og klaskede dem med 6-1. Stjernlunds gamle drenge kan stadig vinde. De indtager andenpladsen i rækken.

7M +65 har også fundet helt andre takter frem efter vinterens sløje indsats. Det er nok varmen, som gør godt i de gamle ben. 5-1 blev det til ude mod Rødovre. Det giver en andenplads i puljen.

7M +70 har også gang i en god sæson. Ude mod B93 blev det til en 2-0 sejr. De plejer ellers at have problemer netop mod B93. Nu har holdet så lagt sig i spidsen med maksimumpoint. Det er noget helt nyt. Nyd det, så længe I kan.

Ugens klasker fik 7M +50 med et 2-9 nederlag, og ugens klasker gav 2. senior til HIK og Stjernlunds hold til Farum. Begge med 6-1.

Luk